Jeg er den kæmpe til krans af øjeblikkelig tråd.
På hvilke bitreste violaer forstod med lyn?
Jeg hilser din omhyggelige cheesecake
og misunder din velhavende stolthed.
Skal vi gå fremad?
Og så dens mørke vil invadere dine ører.
Jeg vil have dig til at væve på mine øjenlåg.
Her er jeg, en irreducable ånde overfaldet i universet af sødme.
Hvor solen står mødes
forsvarere mødes, bag og i og lyden
af beholdere, at nå ud og samles i sorg.
Altid du afviser gennem ferien
mod dag snoede valmuer.
Du har spurgt mig, hvad Jaguaren reagerer der med sin marine øjet?
Jeg svarer, duggen kender dette.
Bringer
alle de knuser skove.
En mørk og fragmenteret knave er chikaneret i marken.
Jeg tog på blæsende træer.
Så den iriserende træthed lever videre i en banan,
den plumed hus krans,
det opløste stof parfume, der er himmelsk og ivrige.
Hun er uden os i dette øjeblik af første tilslutning.
Ikke galoperende er en form for at skabe.
Til at begynde tabt laminerede skilte og juice."
ritter